Historik - Vestbyens Erindringsværksted

Gå til indhold

Hoved menu:

Historik

Vestbyens Erindringsværksted de første leveår

    På initiativ af Jerk Kunvald, som var leder for Aalborg Kommunes Sund-By projekt i Vestbyen, blev en række Vestby-borgere og herunder Aalborg Vest Samråd i begyndelsen af 2001 indkaldt til et møde på biblioteket i Dannebrogsgade. Formålet med mødet var at drøfte mulighederne for at sætte forskellige aktiviteter i gang i bydelen.

    Der blev fremlagt flere forskellige forslag, men det viste sig hurtigt, at der var størst tilslutning til at oprette et erindringsværksted med det formål at motivere ældre Vestbyborgere til at skrive deres erindringer. Hovedaktørerne på dette møde var Jens Gjøl, Karen Reimer Christensen, Karen Lisbeth Overgaard og fra Aalborg Vest Samråd Jørgen Andersen, Poul Hedegaard og Jahn Poulsen.

    Kort tid herefter lykkedes det Jørgen Andersen, som var formand for Aalborg Vest Samråd, at forhandle en aftale hjem, om at erindringsværkstedet kunne benytte lokalerne i Kastetvej 49, som på det tidspunkt tilhørte Ældremobiliseringen, og hvis daglige leder var Elin Bak.

    Efter omtale i både radio og avisen blev det første møde afholdt den 7. maj 2001 med 12 deltagere. Allerede den 29. maj blev der afholdt stiftende generalforsamling. Nu var medlemstallet steget til 30, og der blev valgt 5 bestyrelsesmedlemmer, nemlig Jens Gjøl (formand), Kurt Andersson (kasserer), Hanna Venneberg, Bodil Nielsen og John Sørensen. Jens Gjøl var en idé- og initiativrig formand, som stadig huskes af vore ældre medlemmer med stor glæde.

    Udover erindringsskrivning gik det første år med indsamling af billeder og bøger samt gammel husgeråd og andre remedier. Desuden fik man besøg af en række interessante foredragsholdere, alle med rod i vestbyen.

    Det vil utvivlsomt glæde foreningens pionerer, at denne nu har vokset og udviklet sig til en stor forening med mange medlemmer, og at disse medlemmers erindringer danner grundlag for udgivelse af hele tre bøger og 1 DVD.

    Den 1. januar 2004 måtte ældremobiliseringen give op på grund af manglende økonomi. Som følge heraf meddelte kommunen, at lokalerne på Kastetvej nu kunne benyttes som foreningshus. Erindringsværkstedet og Aalborg Vest Samråd takkede ja til tilbuddet. Senere kom Tobakspigerne også ind i lokalerne. Der er således i dag 3 foreninger, som benytter lokalerne fordelt på ugens hverdage.

 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu